Hvad er Tigerens Rede?

Tigerens Rede, Taktsang Denmark, er et anerkendt og moderne center for meditation og spirituel undervisning, beliggende i Gedved nord for Horsens. Stedet blev grundlagt i 1988 af Anne Sophie Jørgensen, der fungerer som Tigerens Redes leder og spirituelle lærer. Fra sin spæde start har Tigerens Rede udviklet sig til et levende og dynamisk center, der tilbyder en tilgang til en åndelig praksis, der er tilpasset det vestlige menneske.

Læs om Tigerens Rede og Jukas historie på centret.

Tigerens Redes historie, bygninger og fællesskabets rammer

Centeret, som åbnede i 1988, består af hvide, kalkede bygninger i en enkel, nordisk stil. I begyndelsen af det nye årtusinde blev Tigerens Redes fysiske rammer for små, og en større udbygning blev iværksat i 2008. Denne udvidelse blev betragtet som en del af den spirituelle proces, og byggeriet var i disse år knyttet til Tigerens Redes meditative praksis.

Dette resulterede efter et par år i indvielsen af den smukke 12-kantede meditationssal, DugDråbeSalen. Ud over DugDråbeSalen rummer Tigerens Rede også den oprindelige meditationssal, Tigergrotten, samt fællesfaciliteter som køkken, stort spiserum, stue og arbejdsrum. I nærområdet omkring Tigerens Rede ligger desuden en fælles urtehave og en nyrejst skov, Søjleskoven.

Navnet Tigerens Rede kom til Anne Sophie Jørgensen i 2001 i en drøm. I 2013 blev navnet udvidet til Tigerens Rede, Taktsang Denmark. Taktsang er tibetansk og betyder bogstaveligt talt “Tigerens Rede”. Herved betones det, at Tigerens Rede er et Taktsang til Vesten, baseret på nye præmisser i en vestlig kontekst.

Fællesskabet er en essentiel del af Tigerens Rede. En stor gruppe mennesker fra hele Danmark har valgt at bosætte sig i Gedved og omegn for at være tæt på centret og deltage i de daglige meditationer og bidrage til stedets vedligeholdelse. Dette fællesskab, der i dag tæller omkring 90 voksne, består af en mangfoldighed af mennesker, der opretholder et almindeligt hverdagsliv med job, familie og eget hjem sideløbende med deres spirituelle praksis. Dette samvær på og omkring Tigerens Rede giver mulighed for at udveksle, inspirere og sparre – samt at hjælpe og passe på hinanden i de til tider krævende spirituelle processer. 

For mig er Tigerens Rede en ramme og et praksisfællesskab, hvor der er plads til at udfolde det liv, jeg på mange måder har længtes efter. Her er der mulighed for at opleve, udfolde og integrere den dybeste urkraft og de højeste frekvenser af lyset. Samtidig med at vi skal huske, at alt det banale og almindelige er ligeværdigt med både det dybeste og det højeste.

Arbejdsformen på Tigerens Rede spænder fra at gå ind i det stille og meditative til at udforske det mere larmende og ekspressive. Når vi forener disse, udfolder vi både top og bund i vores energisystem. Det er i dette spænd, spiritualiteten lever.

Gud findes i sprækkerne i den helt almindelige hverdag med alle de vaner og opgaver som den rummer. Tigerens Rede er for mig et fikspunkt for min praksis, min hverdag og mit møde med livet.

– Jukas Killemose

DugDråbeVejen, kristendom og buddhisme på Tigerens Rede.

DugDråbeVejen: En unik spirituel tilgang

Tigerens Redes undervisning ledes af Anne Sophie Jørgensen, og den spirituelle retning, hun har grundlagt, kaldes for DugDråbeVejen. Denne tilgang bygger på en filosofi, der trækker på elementer fra både den kristne og buddhistiske tradition, men definerer sig selv som et nyt og selvstændigt udtryk for spiritualitet uden for de etablerede traditioner. Det overordnede mål er at tilbyde en vej til en bevidsthedsudvikling, som er tilpasset vores tid.

I de senere år er der begyndt at komme flere og flere nordmænd til Anne Sophie Jørgensens undervisning på Tigerens Rede. Det er et glædeligt tegn på, at DugDråbeVejen har spredt sig og er levende i Norge.

Navnet DugDråbeVejen henviser til dugdråber, der er klare, smukke, men også flygtige naturfænomener – en analogi til menneskets bevidsthed. Undervisningen og praksissen på Tigerens Rede handler ikke om at trække sig tilbage fra verden, men om at integrere åndelighed i et almindeligt hverdagsliv.

Anne Sophie Jørgensen formidler inspiration gennem emner som avanceret meditation, tantra, procesarbejde, forståelse for konsekvens, kilder til lidelse og vejen ud af lidelse. Hun er desuden forfatter til en række bestseller bøger. Siden 2004 har Jukas Killemose, ægtefælle, elev og consort til Anne Sophie Jørgensen, spillet en stor rolle i Tigerens Redes udvikling. Jukas fungerer i dag som medunderviser og undervisningsassistent for Anne Sophie og har medansvar for den meditative og undervisningsmæssige ramme på Tigerens Rede. Hans arbejde, der ofte inkorporerer musik og bevægelse, er en integreret del af DugDråbeVejen.

Undervisningen og det spirituelle fællesskab omkring Tigerens Rede bygger på:

Ansvarlighed og frihed

En grundantagelse på Tigerens Rede er, at mennesker, som tager ansvar for deres liv, oplever større frihed. Dette ansvar dækker alle livsaspekter: arbejdsliv, kærlighedsliv, familie, seksualitet og spiritualitet. Ved at få de fundamentale ting på plads i det personlige liv, opnår man et bedre afsæt og en større frihed til at udforske livets muligheder.

Samfund og demokrati

Tigerens Rede ser den meditative praksis som et stærkt kort i nutidens komplekse og krævende samfund. I modsætning til tidligere tiders spirituelle liv, der byggede på afsondrethed og isolation, er opgaven i dag at undgå en splittelse mellem det spirituelle og det almindelige hverdagsagtige liv. Spiritualitet og bevidsthed er en nutidig vej til at bringe mere kærlighed og bevidsthed ind i løsningen af samfundsmæssige opgaver.

Polaritet, ligeværd og natur på Tigerens Rede.

Fra polarisering til ligeværd og polaritet

I mødet med forskelligheder arbejdes der på Tigerens Rede med ligeværd og polaritet som et bedre udgangspunkt end polarisering. Polaritet handler om at skabe et dynamisk samarbejde mellem modsætninger og se forskelligheder som ressourcer. Ligeværd opstår, når forskelle rummes og kommer i polaritet med hinanden, hvilket muliggør en anerkendelse og værdsættelse af både det fremmede og det kendte. I et større perspektiv kan dette skabe dynamik og balance i verden.

Et essentielt mantra i undervisningen på Tigerens Rede er:

”Kærlighed er bevidsthed
Bevidsthed er kompromisløshed
Kompromisløshed er kærlighed.”
– Anne Sophie Jørgensen

Her ses kompromisløshed ikke som koldt eller hårdt, men som en styrkende kvalitet, der giver kærlighed og bevidsthed et fundament af vedholdenhed. Disse tre kvaliteter kombineret muliggør, at man bringer sit hjerte og sin bevidsthed i spil i hverdagen, og de hjælper med at skære igennem lidelse og transformere livets vanskeligheder.

Jukas Killemoses betydning for alle på Tigerens Rede.

Beretning om Jukas på Tigerens Rede

Jukas har gennem mange år med meditation og undervisning på Tigerens Rede haft stor betydning for mange. Dette gælder naturligvis kursister – men også hans medundervisere på Tigerens Rede. Det følgende er en beretning om et årelangt samarbejde med Jukas fra Cornelia Kronstrand, som er medunderviser på stilhedsretræter: 

“Jukas og jeg har gennem mange år samarbejdet omkring afholdelse af stilhedsretræter på Tigerens Rede. Jeg er meget taknemlig for alt det, jeg lærer af vores samarbejde.

Jukas er meget gavmild og deler altid gerne ud af sin erfaring og viden, så jeg får nytte af de ting, han kommer med. Jeg oplever en stor ligeværdighed i vores samarbejde. Han er et dynamisk menneske. Man må være vågen for at følge med. Det kan opleves lidt som at have et naturfænomen som sin dansepartner.

Jukas tager sin plads og insisterer samtidig på ligeværdigheden. Derfor er samarbejdet med Jukas en løbende invitation til, at jeg finder og tager min plads. Han er et kraftfuldt og kærligt menneske, hvis intention om at hjælpe andre mennesker ligger dybt forankret i ham.

Hans formidling af spiritualitet er udogmatisk og han møder mennesker i øjenhøjde. Noget af det, jeg holder allermest af, er at være vidne til hans dybe dedikation og hans vedholdenhed med hensyn til at bringe bevidsthed og kærlighed ud i verden.”

– Cornelia Kronstrand

Scroll to Top